Monday, April 8, 2019

Endnu en god oplevelse på Blue Water Arena

Blue Water Arena er efterhånden blevet et fort igen. Det er nemlig rigtig, rigtig svært at komme til Esbjerg og rejse hjem med 3 pinde. Det mærkede FCM for anden gang i sæsonen, da de var forbi i søndags og igen kun fik et X. Jeg var på stadion, og det var fedt!

Jeg har været fast stadiongænger i Esbjerg i rigtig mange år. For nogle år siden kørte det hele på skinner. Vores unge drenge var blevet til mænd efter en tur i første division, og de leverede en masse mindeværdige præstationer, blandt andet en pokalsejr mod Randers, som førte til, at vi endte i Europa League, hvor vi gjorde det over al forventning.

Siden da gik alt galt. De unge stjerner blev solgt til udlandet, og erstatningerne, vi fik ind, var sjældent særligt gode. Der blev foretaget så ekstremt mange fejlkøb, at det er et decideret mysterium, at der ikke rullede flere hoveder ude på Gammel Vardevej, da man få år efter EL-eventyret atter måtte en tur i første division.

Da vi røg ned, havde vi fået en sportsdirektør ind, en hollænder ved navn Ted Van Leeuwen. En mand med talegaverne i orden og de rette visioner.

Han kom for sent ind til at rette op de mange fejl, som de tidligere ansvarlige havde begået, og nedrykningen var dermed mere eller mindre uundgåelig. Den vil jeg ikke i hvert fald ikke klandre ham for. Derimod skulle han bedømmes på sin evne til at føre os op og udstikke en retning, som var langtidsholdbar.

Ted investerede en del i interne faciliteter og gav flere af klubbens talenter lange kontrakter. Det har altid været populært at satse på unge EfB’ere. Det kan fansne godt lide, og de lokale drenge spiller næsten altid med mere hjerte end dyre udlændinge, hvorfor den handling naturligvis gjorde Ted ganske populær.

Derudover hentede Ted en række udenlandske spillere. Et par af dem har ikke været de store succeser, men overordnet set må man sige, at han har haft væsentligt flere pletskud end sine forgængere. Spillere som Petre, Yakovenko, Lasha og Austin er signinger, som Ted stod bag, og i dag er de spillere bærende kræfter på holdet. Derudover er flere af de unge EfB’ere blevet til fuldblodssuperligaspillere, og alting ser faktisk super godt ud igen.

Ted er dog ikke i klubben mere. I stedet har Jimmy Nagel taget over, og det virker indtil videre ganske fornuftigt. Hans hidtidige signinger har været gode, og det må være det altafgørende for en sportsdirektør, altså at han er god til at hente spillere.

Vores træner John Lammers - også Teds opfindelse - har vist sig at være en gave til klubben. Hans arbejde med de unge er fantastisk, og efter en lang indkøringsfase er det virkelig lykkedes for ham at forklare spillerne, hvordan de skal spille. Alle er deres roller bevidste, og folk er ikke bange for at tage ansvar.

Derfor er det en fornøjelse at følge drengene for tiden, og i weekenden leverede de endnu en superkamp, da guldaspiranterne fra FCM var forbi.

2-2 blev det i en hektisk, seværdig og underholdende kamp. Personligt synes jeg, at EfB var bedst. FCM’s andet mål var en foræring af rang. Først og fremmest var der kæmpe frispark til Højbjerg, og derudover var bolden tilsyneladende ikke engang over stregen.

Heldigvis slog målet ikke EfB ud. De knoklede ufortrødent videre, og det lønnede sig dybt inde i overtiden, hvor Austin dukkede op og gjorde det til 2-2.

En perfekt afslutning på en rigtig god kamp, der foregik i det lækreste forårsvejr. 20 grader og en blå himmel, der mindede om loftet til min Skiferie i Hemsedal for efterhånden to måneder siden.

No comments:

Post a Comment